Norges Nationalsang

Jacob Munchs portrett av Henrik Anker Bjerregaard

En ung nasjon, så som Norge var i årene etter 1814, måtte også ha sin musikk. Sanger i lystige lag, så vel som kirkens salmer, studentenes drikkeviser eller nasjonale hyllingsvers - dette var ikke fremmed for nordmennene. Men den unge nasjonen burde da ha en riktig nasjonal sang.

I 1819 utlyste Selskabet for Norges Vel en konkurranse om å skrive denne nasjonalhymnen. Tyve forslag kom inn, men én utmerket seg, og ble valgt som konkurransens vinner i 1820. Vinneren var "Sønner af Norge" eller "Norsk Nationalsang" som den også var kjent som. 

Komponisten var Christian Blom, mens teksten - en svulstig hyllest til Norge og nordmannen - skrev en ung og fremadstormende forfatter, Henrik Anker Bjerregaard. Han skulle også komme til å skrive teksten til Norges første syngespill, det ikke mye fremførte "Fjeldeventyret" til musikk av Waldemar Thrane. 

Melodien husker du nok, men her kan du også nynne med til Bjerregaards originaltekst. 

Sønner af Norges det ældgamle Rige,

Sjunger til Harpens den festlige Klang!

Mandigt og høitidsfuldt Tonen lad stige,

Fædrenelandet indvies vor Sang.

Fædreneminder herligt oprinder,

Hvergang vi nævne vor Fædrenestavn.

Svulmende Hjerter og glødende Kinder

Hylde det elskte, det hellige Navn.

Flyver vor Aand til de hensvundne Tider,

herlig den skuer vort Fædrelands Glands;

Kjæmpere gange om Dovrefjelds Sider,

Vandre til Ledingefærd som til Dands.

Mandige Skarer Bølgen befarer,

Norriges Ros bær til fjerneste Kyst;

Hjemme er Kjæmpere nok som forsvarer

Arvede Frihed med modige Bryst.

Medens de Staalklædte prøve sin Styrke,

Medens de stande i kjæmpende Rad,

Skjalde og Sagamænd Kunsterne dyrke,

Riste i Runer de herligste Qvad.

Konninger bolde Scepteret holde,

Røgte med Viisdom det hellige Kald;

Gjennem Aarhundreders Nat deres Skjolde

Gjenstraale klart i Erindringens Hal.

Oldtid! du svandt; men din hellige Flamme

Blusser i Nordmandens Hjerte endnu:

End er af Æt og af Kraft han den Samme,

End staaer til Frihed og Ære hans Hu;

Og naar han kvæder Norriges Hæder,

Svulmer hans Hjerte af Stolthed og Lyst;

Ham er selv Sydens de yndigste Steder

Intet mod Norriges sneedækte Kyst.

Frihedens Tempel i Nordmandens Dale

Stander saa herligt i Lye af hans Fjeld;

Frit tør han tænke, og frit tør han tale,

Frit tør han virke til Norriges Held.

Fuglen i Skove, Nordhavets Vove

Friere er ei end Norriges Mand;

Villig dog lyder han selvgivne Love,

Trofast mod Konning og Fædreneland.

Elskede Land med de skyhøie Bjerge,

Frugtbare Dale og fiskrige Kyst!

Troskap og Kjærlighed fro vi dig sverge;

Kalder du, bløde vi for dig med Lyst.

Evig du stande, elskte blandt Lande!

Frit som den Storm der omsuser dit Fjeld!

Og medens Bølgen omsnoer dine Strande,

Stedse du voxe i Hæder og Held!